søndag den 18. september 2016

Helt derud hvor hjortene brøler


I går drog jeg med mine forældre mod Klosterheden, som ligger omkring Holstebro. Vi mødtes med min storesøster og svoger, som havde gang i bål og forberedelse af mad. Min svoger havde nemlig arrangeret at vi skulle ud og høre krondyrene brøle, da de er i brunst nu. Inklusiv mad over bål! 
Det var super hyggeligt. Jeg elsker bålhygge og bålmad. Jeg gør bare aldrig noget i det. Vi sluttede måltidet af med bananasplits - hvilket er en af mine livretter når det kommer til bålmad. En uskrællet banan, pålægschokolade (og brunfarin, hvis man er til det) ned i bananen, pak den ind i stanniol og smid den på bålet. MUMS!
 
Derefter hoppede vi i bilen og kørte ud i skoven. Indimellem stoppede vi op og steg ud. Og så stod vi ellers der, helt stille i en meget mørkt skov. Med stjernerne blinkende over os og en stor rund måne, som langsomt stod op mellem træerne.
Det mest fantastiske var dog lyden af krondyrene, som brølede omkring os. Vi kunne høre dem fra alle retninger omkring os. Vi kunne høre nogen, som stod meget langt væk, og nogen som var meget tæt på. En var endda så tæt på, at man kunne høre den gå rundt, inde mellem nogle af de træer vi stod tæt ved.
De brølede så højt at det gav ekko. Vi kunne høre mange af de unge, men ind imellem kom der et meget dybt, rungende brøl, der indikerede at her gik der en af de store, gamle hanner.
Det var en meget specielt oplevelse. Faktisk var det lidt skræmmende også - vi ventede næsten bare på at høre varulvene hyle også.


Jeg filmede lidt, for at få lidt lydklip. Det har jeg klippet sammen til en lille video, så hvis i vil høre hvordan det lyder, så kan i få lidt en fornemmelse af det. Vil dog sige det, som det er for det meste, meget vildere i virkeligheden. Så hvis i får muligheden, så gør det!
Det er ikke sidste gang jeg har været afsted i hvert fald! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar