Hvad laver du så nu? eller Hvad skal du så efter...? Hvad skal du i gang med?
Jeg hader det spørgsmål. Nok mest fordi jeg ofte må svare Jeg aner det ikke. For det gør jeg ikke. Jeg aner ikke hvad jeg vil. Især lige nu det ekstra trælst. Fordi jeg aner heller ikke hvad jeg gerne vil i gang med. Når man sidder lidt i et hul, så er det altså irriterende at folk skal komme og spørge om det. Men selvfølgelig ved jeg godt at de gør det af venlighed og nysgerrighed.
Min mor kom med nogle kloge ord til den her situation. Hun sagde at grunden til jeg har det sådan, er nok at jeg ikke hviler i at jeg pt. ikke ved hvad jeg skal, og ikke rigtig er i gang med noget. Og det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg skal lave noget. At det her med at sidde derhjemme, og ikke rigtig lave noget, er helt forkert. Men hvorfor er det det?
Jeg tror noget af det bunder i at jeg i folkeskolen, ligesom alle andre, blev smidt ind til en studievejleder, og skulle snakke om hvad jeg gerne ville. I en tid, hvor det stadig er fuldstændig lige meget. Selvfølgelig kan man have drømme og tanker om det. Men det sætter jo nogle ideer i ens hoved at man skal til at vide det.
I 10. klasse skulle vi lave DOSO (eller OSO, alt efter hvor man gik i 10.). Til dem som ikke ved hvad DOSO er det en større opgave med fremlæggelse, som skal handle om det job/uddannelse man godt kunne tænke sig at have. Der følte jeg virkelig jeg var på den. Fordi det var her jeg første gang stod og virkelig ikke anede hvad jeg ville. Men det skulle jeg jo, fordi jeg skulle lave opgave omkring det!
Så jeg tror noget af presset stammer fra skolen, fordi jeg føler det er blevet presset ned over mig, at jeg SKAL vide hvad jeg vil.
Jeg aner ikke hvad det er jeg har gang i lige nu. Indtil jeg mødte en gammel ven i Brugsen. Som stillede det magiske spørgsmål. Der kom der et svar, helt uden at jeg tænkte så meget over det.
Og det svar kunne jeg finde ro i.
Lige nu der har jeg en lille pause. Et lille pitstop eller en tænke pause. Hvor jeg bruger tid på at finde ud af hvad jeg vil og skal. Og lige finder mit fodfæste - som jeg virkelig føler jeg har mistet i løbet af det sidste års tid. Jeg skal lige finde ud af det der liv igen. Så derfor tager jeg en pause, hvor der er plads til det.
Og det er helt okay. Jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller mig selv at det er så forkert. Fordi det er det jo ikke. Det er sundt, fordi jeg lige nu har mere fokus på min mentale sundhed end nogensinde før. Det er også noget af det jeg arbejder med ved min psykolog.
Livet skal ikke kureres, det skal styres.
Og jeg kan sige så meget, at jeg har ikke styret mit liv ret meget. Føler mere bare jeg har væltet rundt. Haft travlt med at komme videre. Jeg føler jeg har haft meget travlt i mange år, med at nå hertil. Hvor jeg så troede jeg skulle vide hvilken uddannelse jeg ville på. Og så være i gang med den.
I stedet sidder jeg her. En flad ballon. Men ikke en død ballon. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan jeg får pustet luft ind igen.
Og det er okay at tage en pause til det.
Det er okay ikke at vide hvad man vil.
Det er okay ikke at gå i gang med en uddannelse med det samme.
Det er okay at tage mange sabbat år.
Det er okay at springe lidt rundt.
Det er okay at tage tingene i sit eget tempo.
Det er helt okay ikke at have regnet det hele ud (kan man overhovedet det). Der er intet forkert i den situation jeg sidder i lige nu.
Jeg er bare mig, og gør tingene i mit eget tempo.
Min mor kom med nogle kloge ord til den her situation. Hun sagde at grunden til jeg har det sådan, er nok at jeg ikke hviler i at jeg pt. ikke ved hvad jeg skal, og ikke rigtig er i gang med noget. Og det er rigtigt. Jeg føler lidt jeg skal lave noget. At det her med at sidde derhjemme, og ikke rigtig lave noget, er helt forkert. Men hvorfor er det det?
Jeg tror noget af det bunder i at jeg i folkeskolen, ligesom alle andre, blev smidt ind til en studievejleder, og skulle snakke om hvad jeg gerne ville. I en tid, hvor det stadig er fuldstændig lige meget. Selvfølgelig kan man have drømme og tanker om det. Men det sætter jo nogle ideer i ens hoved at man skal til at vide det.
I 10. klasse skulle vi lave DOSO (eller OSO, alt efter hvor man gik i 10.). Til dem som ikke ved hvad DOSO er det en større opgave med fremlæggelse, som skal handle om det job/uddannelse man godt kunne tænke sig at have. Der følte jeg virkelig jeg var på den. Fordi det var her jeg første gang stod og virkelig ikke anede hvad jeg ville. Men det skulle jeg jo, fordi jeg skulle lave opgave omkring det!
Så jeg tror noget af presset stammer fra skolen, fordi jeg føler det er blevet presset ned over mig, at jeg SKAL vide hvad jeg vil.
Jeg aner ikke hvad det er jeg har gang i lige nu. Indtil jeg mødte en gammel ven i Brugsen. Som stillede det magiske spørgsmål. Der kom der et svar, helt uden at jeg tænkte så meget over det.
Og det svar kunne jeg finde ro i.
Lige nu der har jeg en lille pause. Et lille pitstop eller en tænke pause. Hvor jeg bruger tid på at finde ud af hvad jeg vil og skal. Og lige finder mit fodfæste - som jeg virkelig føler jeg har mistet i løbet af det sidste års tid. Jeg skal lige finde ud af det der liv igen. Så derfor tager jeg en pause, hvor der er plads til det.
Og det er helt okay. Jeg ved ikke hvorfor jeg fortæller mig selv at det er så forkert. Fordi det er det jo ikke. Det er sundt, fordi jeg lige nu har mere fokus på min mentale sundhed end nogensinde før. Det er også noget af det jeg arbejder med ved min psykolog.
Livet skal ikke kureres, det skal styres.
Og jeg kan sige så meget, at jeg har ikke styret mit liv ret meget. Føler mere bare jeg har væltet rundt. Haft travlt med at komme videre. Jeg føler jeg har haft meget travlt i mange år, med at nå hertil. Hvor jeg så troede jeg skulle vide hvilken uddannelse jeg ville på. Og så være i gang med den.
I stedet sidder jeg her. En flad ballon. Men ikke en død ballon. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan jeg får pustet luft ind igen.
Og det er okay at tage en pause til det.
Det er okay ikke at vide hvad man vil.
Det er okay ikke at gå i gang med en uddannelse med det samme.
Det er okay at tage mange sabbat år.
Det er okay at springe lidt rundt.
Det er okay at tage tingene i sit eget tempo.
Det er helt okay ikke at have regnet det hele ud (kan man overhovedet det). Der er intet forkert i den situation jeg sidder i lige nu.
Jeg er bare mig, og gør tingene i mit eget tempo.
Virkelig fint indlæg, og du har så evigt ret - det spørgsmål lægger bare et ubevidst pres på én, og det er aldrig rart. Især ikke, når man ikke har et 'rigtigt' svar..
SvarSlet