onsdag den 10. juni 2015

Om at være "hende den tynde"

Jeg er ikke helt sikker på hvad den her ord-pladder skal gøre godt for, men jeg trængte til at få ordene ud af mit hoved.

Jeg har en blanding af gener fra mine forældre, der gør at jeg altid har været meget lang, altid har været rimelig slank og nu også har nogle lækre former. Jeg har siden jeg har været lille været 'hende den høje' (med det store hår). Det er det folk husker mig på (og mit hår). Jeg var meget tynd i mine tidlige teenage år, som dog ændrede sig. Jeg er stadig tynd, jeg har bare fået fedt på kroppen. 
En ting jeg har hørt meget er ting som"Eeej du er bare så tynd!" og "Du kan tåle det, vi andre skal jo passe på hvad vi spiser!". Folk mener det selvfølgelig godt. Problemet er bare det har forskruet noget i mit hoved, som viste sit grimme ansigt da jeg tog på, og blev opmærksom på de ændringer der skete med min krop. Jeg blev meget opmærksom på min mave, som er der det meste af fedtet har sat sig. Dellerne der kom. Måden den bulede lidt ud på - især måden den bulede ud over mine bukser på. Min krop har aldrig før gået mig på, på samme måde. Heller ikke til at starte med efter jeg tog på.
Hvorfor blev det så pludselig et problem? Fordi jeg ikke længere følte mig som 'hende den tynde'. Hende jeg altid har været og hende jeg ligesom skulle være. Jeg får stadig kommentarene på at jeg er tynd, men hver gang tænkte jeg "Jamen du ved jo slet ikke hvordan jeg ser ud under tøjet". De kunne ikke se dellerne, fordi jeg gjorde alt for at gemme dem. Jeg var jo hende den tynde. 
Tanken om at jeg ikke var den folk sagde jeg var forstyrrede mig utrolig meget. Jeg var bange for at folk skulle se mine deller. Selv folk jeg aldrig har mødt eller set før. Jeg var bange for det, fordi jeg ikke levede op til folks forventninger. 
Folk har sikkert ikke en gang nogen forventninger til om min krop har deller eller ej. Det er noget min hjerne har fordrejet det til at være.
 Det er meget svært for mig præcist at sætte ord på det her. Det har foregået som et voldsomt tankemylder i mit hoved i lang tid nu, efter det så småt er gået op for mig hvad min usikkerhed og krops "had" handler om. 

I bund og grund er det jo pisse lige meget hvad folk tænker om en. Det skal jeg bare lige lære mig selv. Jeg har deller når jeg sætter mig ned eller bøjer sammen. Jeg har sådan set været tynd hele tiden, jeg har bare fået lidt mere 'fyld' på. Det forstår mit hoved bare ikke rigtig..

Opdagelsen af det her, er et skridt tættere på at acceptere min krop som den er og at lære at elske mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar