Jeg scrollede gennem min Tumblr, som jeg så tit gør, hvor jeg kom til et gif sæt med Taylor Swift. Det egentlige budskab gav mening og var egentlig ret godt, men det er ikke det jeg vil skrive om i dette indlæg. Det er noget hun sagde, som jeg er uenig i. Selvom jeg giver hende ret i det hun sagde som helhed.
Hun snakkede om sko. At når man får et nyt par sko, så er de ens yndlings sko. Og det er her jeg tænker "Prøv med nej". Fordi jo, når jeg får nye sko så bruger jeg dem meget, fordi det er nyt og det giver nye muligheder for bl.a. styling og så er det nyt. Det skal afprøves og bruges, fordi det er fedt at få noget nyt. Men det gør dem ikke til mine yndlingssko.
Nej, mine yndlingssko er gamle. De er nok det ældste par sko jeg ejer lige nu. Og det er en af de ting der gør dem til mine yndlings. De har været med mig til samtlige ting og oplevelser. De har været med på eventyr. Og det kan ses på dem. De er ærlig talt ikke særlig kønne længere. De plejede at være sorte, nu er de bare en underlig falmet sort. Der er så meget gammelt snavs på det hvide, at de ikke kan blive helt hvide igen. Der er maling og teaterblod på dem. De har fået nye snørrebånd, fordi de gamle gik så meget i stykker at jeg ikke kunne binde dem længere. Bunden er ved at rive sig løs på den ene. Og stoffet inden i en af dem er revet løs på sådan en måde, at man ikke bare lige kan hive foden op, hvis kun man løsner snørebåndene, som man kan ved den anden.
Og jeg elsker dem. De er ligesom De Røde Gummistøvler i den der lidt, efterhånden, smågamle børnesang. Ingen af mine andre sko er som dem. For ingen af dem har været lige så meget igennem.
Fordi jeg har haft dem i så mange år (siden 2011, mener jeg det er). Fordi der er minder knyttet til dem. Der er nogle ting, som gør dem specielle. Derfor er de mine yndlingssko.
Og derfor er ny ikke = yndlings for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar